”Fordi jeg ikke kan lade være”.
Hvad der kassereres af nogen, bliver brugbart for andre.
Fascination af rust og forfald har fulgt mig i årtier.
Det foranderlige i en langsom proces henimod en ny form, ny identitet og nyt liv.
Når gråvejrsregn rammer det gamle afskallede havebord, og det ser ud som, det missede den sidste tur til lossepladsen. Men bliver reddet af næste dags varme solstråler, der tørrer den krakelerede overflade. Og dér står det så i de gyldne stråler og er det bord, hvor man allerhelst vil sidde og nyde varmen og livets glæder.
Samme overraskelse havde møderne med de flade dåser, som lå foran mig på min vej.
Deres ufrivillige faconer og nye skønhed var dragende.
Udkørte, mast til ukendelighed, glemt og rustne af regnens dråber.
Foranderlighedens mysterium lå midt på gade lige foran mig. Jeg måtte samle dem op.
Tanken om AntiTrash opstod herved gradvist.
Det, at blive kasseret på et eller andet tidspunkt, kommer alle til at prøve.
Men det er ikke det samme, som ikke at kunne bruges.
At blive til affald er ikke rart, men det viser sig ofte, at man kan bruges et andet sted.
Først Trash – siden AntiTrash.
.