Mandag den 30.12.13
Må din Gud være med dig
Barbersalonen er også anderledes end Salon Morgan på Østerbrogade, hvor jeg ikke blev barberet, men klippet, inden jeg begyndte at gøre det selv for at spare den femhundredemand, det kostede at få trimmet min efterhånden grå og sparsomme manke. Barber Sikar tilbyder at gøre det for 30 rubees inkl. barbering – næsten 3 kr. Tilbuddet er fristende. Men jeg spørger i stedet, om jeg må fotografere, imens han har en kunde i stolen. Han ryster på hovedet og siger de velkendte ord:
”Okay, Okay”.
Den unge R. Siva er også med på, at jeg fotograferer imens. Salon Sikar ligger lige over for min favorit te-shop på den trafikerede National Road, hvor Chandra, tanten, og moren holder styr på deres gæster.
Den skarpe ragekniv sættes på Sivas mørke, glatte hals og fjerner det hvide skum, der blev påført med en barberkost, som jeg ikke har set i brug siden barndommen, hvor min far også brugte sådan en! Trænet og rutineret fjernes al skum fra den unges hud. Det er nemt at se, om Sikar har glemt lidt skum på den mørke hud. Bakkenbarterne bliver også taget med kniven. Bliver lavet tynde og ender i en spids. Derefter bliver Siva sprøjtet i ansigtet med en forstøver. Væsken frisker og åbner huden op, inden han får en lagt et hvid servietagtig papir henover ansigtet. Han ser uhyggelig ud, som han sidder der og er bedre tildækket end et Ku Klux Klan-medlem. Her sidder han med lukkede øjne bag masken og drømmer måske om pigerne, der går forbi lige udenfor den åbne salon i deres farverige sarier. Siva er en flot fyr på 21 år og er i den giftemodne alder.
Eller tænker han på, om hans forældre kan finde en pige til ham, som han kan holde ud at leve resten af livet med? Og få mindst én søn, for det er meget vigtigt her. Arrangerede ægteskaber er sådan, man gør det her i Sydindien. Måske har han nye tanker og drømme om et kærlighedsægteskab, mens han jublende tilfreds smiler til sit spejlbillede, og han ordner håret og betragter Sikars arbejde nøje, betaler og forlader salonen med sin ven, der har ventet på ham med sin motorcykel demonstrativ holdende lige foran butikken. Computergenerationen gasser op.
I Sydindien bliver en kvinde sammen med mand, selvom han er en sten. Det har Suguna fortalt mig. Hun har hver dag en ny sari på i en ny, klar farve. Det seks meter lange stykke stof har hun viklet om sig, som det er skik, folder det omhyggeligt om livet, så det ikke ryger ned, for til sidst at kaste det sidste stykke over skulder, så det hænger bag ryggen. Næsten helt ned til jorden. Ingen nåle eller andre hjælpemidler holder den på plads. Med hendes mørkebrune hud, og det stramt flettede kulsorte hår lyser hendes guldøreringe og -armbånd op som den skat, det er. De store brune øjne og de svungne kraftige øjenbryn og den mørkerøde, runde plet i pande fortæller hun er hindu og gift. Den lange guldhalskæde med symbolet Mangalam fortæller også, at hun er gift. Hun er gudesmuk. Hun taler perfekt engelsk og guider mig igennem alle de spørgsmål, jeg måtte have om Tamil Nuda og deres skikke her. Hun har lært mig at forhandle med chaufførerne, og ikke lufte alle mine penge foran dem jeg handler med, holde øje med ryggen, at når man ryster på hovedet betyder det ja. Og når man løfter hånden og tager fingrene tilbage for at skubbe dem frem og tilbage, betyder det ikke ’gå væk,’ som det ville gøre i Danmark, her betyder det, ’kom her hen!’ Jeg tror på en hver ting, hun lærer mig, fordi hun sørger for mig, som var jeg en søn, hun ikke vil have skal blive syg eller snydt.
”Wash Hand,”
siger hun med en opdragende, kommandere stemme, inden hun serverer sine udsøgte retter for mig. Dosa, idli eller vardi med tilhørende tykke sambar, som er sovs med friske grøntsager. Hun har været tidligt oppe for at lave al den mad. Med højre hånd tager hun risene op på min blanke ståltallerken og hælder med samme hånd Sambar udover dem. På sin egen tallerken viser hun, hvordan jeg skal blande det sammen. Former maden som små kugler, inden det skal i munden. Så nemt går det ikke, jeg fedter mine fingre til, og risene glider ned mellem fingrene. Nedover mine lange bukser, da vi sidder på jorden og spiser. Savner noget at tørre dem i. Men slikker på dem, som hun. Propper fingrene ind i munden, så de er klar til et nyt forsøg. Beundrer hendes teknik. De lange slanke fingre samler ris og sambar, så hun får hvert risgryn op. Endelig er jeg ved at nå halvt igennem. Og straks nøder hun mig og hælder mere op, nu den karrygule rassam, der er tyndere i konsistensen, og ikke samler risene så godt. Jeg orker næsten ikke. Jeg er ikke mæt, men træt af at spise med fingrene. Ikke at få en ordentlig mundfuld. Af at slikke på fingrene. Men smagen er god, og jeg vil ikke fornærme hende, så jeg tager tallerken tættere til munden for at skovle den speicy mad ind i min brede kæft. Ikke så elegant som hende, og hun skænker frisk lemonade op til mig og kommanderer mig til at drikke.
Jeg forguder hende, hendes omsorg for mig, at jeg spiser på rigtige måde, at jeg undgår dårlige bakterier, hendes tålmodighed med mig, og efter hver bevægelse, jeg tager, spørger det smukke ansigt:
”More, Nil?”
med den vidunderlige, morsomme, charmede indiske accent. Hun gør sit til, at jeg får abdomen pendens, som mange andre indiske mænd har, der er gift med en hengiven kvinde. More? fantaserer jeg med min frie vestlige tankegang og havde lyst at sige til hende, at jeg ikke er blevet til en sten endnu. Du skulle bare vide, hvad more jeg ønsker mig, Suguna. Oh, du min beskytter, min helgen, Suguna. Du, den uopnåelige, som den gifte kvinde, du er. Men jeg vælger dig. Her, hvor der er valgfrihed blandt den bredde vifte af hinduiske guder: Brahma, Lakshmi, Krishna, Radha, Ganesh og Hanuman for blot at nævne de mest populære. Det indiske kaos der hersker i trafikken og samfundet, mener nogen, skyldes, at man kan vælger sin egen vej at gå i livet. Sin egen fortolkning af guden, trafikken, lovgivning og ritualerne. Derfor tillader jeg mig at vælge min egen gud her, Suguna. Jeg beundrer dig som kvinde, som beskytter, som læremester, min vejleder, og jeg vælger ikke andre åndelige farverige guder end dig. Jeg tror på dig.
Er det også sådan Siva tænker og drømmer på bagsædet af Hero Hondaen? Drømmer han om en kvinder som hende, som bliver hos ham, selvom han forvandler sig til sten, der sidder og drikker i skyggen med andre ligestillede mænd, mens konen ordner vasketøj, hus, børn og har arbejde? Og nøder ham? Kan hans forældre finde sådan en til ham?
Eller drømmer han om både at kunne vælge sin egen gud og kvinde?
Computergenerationen kører hastigt væk fra salonen og forsvinder med de gamle ritualer, og drømmer sig måske udad samme ulykkelige vej som Philip Patterson i Libido. Hvis længsel efter at tæmme sin frie Nora, der driver ham til vanvid i det frie velbjergede Danmark, indtil han finder ud af, hvem hun er.
Men indtil da er alting anderledes i Tamil Nadu end på Østerbro.
Ps. abdomen pendens, er velstandsknoppen, der sidder lige foran på os mænd og er latin og betyder: Hængende mave.
Søndag den 22.12.13
Te Shop
R.Chandra Sekar har sin te-shop på trafikerede National Road 83, Tamil Nadu, der går igennem byen Verapandi. 20 km fra Salems 830.000 forurenende indbyggere.
Advagate Tea Stall er en butik, han har arvet efter sin far for tre år siden. Han er god til at lave te, og der kommer mange forbi, for at lægge de to rubies et glas koster. Under blikhalvtaget sætter de sig for at læse i avisen eller tale med de andre mænd. Der er ikke mange kvinder, der drikker te der. Om mændene er på arbejdet og bare kommer forbi, det har jeg ikke styr på, for jeg har mest talt med Chandra. Talt og talt. Han forstår lidt engelsk modsat mange af hans gæster, der taler Tamil Nadu og har få engelske ord at gøre godt med.
De kan da bombardere mig med de sædvanlige spørgsmål, og rækkefølgen er lidt tilfældig eller også bytter de bare rundt på den:
”Sir, where you from?” Og så lige bagefter, inden jeg har fået gjort klar til smilede at fortælle om det lille land, de ikke ved, hvor ligger, med den store mælkeproduktion, vi er så kendt for, før trumfen kommer lige op i mit bleghudsansigt:
”What you name?”
Eller næste variation er måske endnu bedre:
”What you name?”
”My name is Niels” siger jeg udenad og løfter af en eller anden grund min højre hånd op til mit hjerte og bukker let.
”Nil” siger de undrende og smilet kommer helt sikkert i samme øjeblik, og derefter fuldføres samtalen:
”Where you from?”
I denne variant får jeg oftest fortalt, at jeg kommer fra Danmark, men slutningen af denne uddybende samtale, nu hvor de ved, hvor de har mig, er klassisk:
”Okay, okay” siger de med en hovedrystende, som mente de nej, nej – men her mener man ja, hvis man ryster på hovedet. For alt er anderledes end hjemme på Østerbro. Sprækken i den mørke hud kaster imødekommende lys mod mig. Deres hvide tænder og den fremstrakte hånd, som jeg skal trykke, for her trykker mænd hinanden på næven. Jeg har givet hånd til flere end Obama de tre sidste dage. Efter endnu et
”Okay, Okay” og et hovedet, der ryster, lader de mig i fred, så jeg kan sidder og se myldret af mennesker, der passerer forbi, for krusedullerne i avisen, dem kan jeg ikke læse.
Tanten hjælper ham med at sælge de forskellige ting, som hænger ned eller står i krukker på disken. Det der tante-smil slår alle smil. Jeg når at tænke, om de er ægte, eller om hun har protese? Men ved godt, at sprogvanskeligheden gør, at jeg ikke få hende til at tage dem ud. Med det smukke grå hår, som er samlet i en fletning, og den karrygule Sari er hun te-shoppens omdrejningspunkt. Hun er kasserer, når Chandra har langet glassene fyldt med den varme skønne, søde drik over disken. Og en ting mere som er sikkert, hun overanstrenger sig ikke. Hun smiler med perlerækken, når albinoen løfter kameraet. Der er ingen videoovervågning her, men radaren ser det hele og sørger for, at der bliver betalt. Det er også hende, der skruer op for Na-lydene, når hun hundser med Chandras mor, som sidder på en taburet bag i butikken. Moren er madmor og laver Vadai, som bliver solgt friske fra disken. Hun snitter løg og andre grøntsager på en kniv, som står op lige op i luften. Blander det med en dej til små runde godbider, som bliver friturestegt, så røgen og duften spreder sig i shoppen. Kullene under hendes varme pande er ved at miste noget af deres kraft og skal skiftes. Tante-blæksprutte gør sig fortjent til sin plads i shoppen, da hun tager dem ud fra ildstedet med en lille skovl for at bære dem over til gløderne til den store kedel med det kogende tevand.
Første gang jeg kom i R. Chandra Sekars te-shop, spekulerede jeg over, om jeg turde drikke en kop der. Her i Sydindien havde jeg opdaget min glæde og nydelse ved den søde smag. Te-shoppen ligger langt fra mit vante København Ø, hvor jeg frekventerer den ene kaffeshop efter den, hvor de unge baristaer står og hiver i mælkeskummeren med den samme klud dagen lang. Alle derhjemme havde advaret mig mod de fremmedartede bakterier i Indien. Men efter nøje at have fulgt med i R. Chandras gentagende bevægelser og rutiner og ved selvsyn at have konstateret, at vandet er skoldhedt, når han vasker de små glas af, og have set den store kedel, hvor ydeligvis damper op af, er der ingen vej tilbage.
”So, what the heck”, jeg er vaccineret mod difteritis og andre farlige ting, og vaccinerne pumper rundt i min krop. Så jeg beslutter at bestiller en kop te. Nam, nam – Birdy, Nam Nam, waouwe, den er god! Efter have slikket mig om munden ved sidste dråbe og trykket tusinde nye smilende i hånden, tror tante, jeg vil betale og gå, som de andre gæster gør. Men jeg bestiller en til. Hun ryster på hovedet, og min skuffelse over ikke at blive forstået – ikke at kunne trænge igen, melder sig, og i næste nu skruer hun op og taler højt til te-mesteren.
Chandra – ham med den blege hud fra Danmark, vil vist have en kop til, na! Hun trækker naaaaa-lyden ud, og siger ”nar” igen til mig med den smilende protese. Eller jeg tror, hun siger, sådan til mig, da Chandra vender sit store runde ansigt med den røde plet i det behåret hovedet mod mig:
”One, more, Master-Ji?”
Ja, jeg tager en til, og da jeg vil betale, viser han mig fire fingere i luften. Opad lommen tager jeg en stor håndfuld 500 rubees-sedler med Gandhis bebrillede, glade skallede hovedet på. Gandhi, den store frihedskæmper, sidder stadig på pengene. Pludselig registrer jeg, at det må se lidt voldsomt ud, at jeg lufter hele min formue på 5.000 rubees – eller 450,- kr. De er bløde og godt krøllet, og til sidst finder jeg, hvad jeg leder efter, en rødlig 10 rubees-seddel, hvor også den store befrier er på.
Behold resten, forklarer jeg, men ikke tale om, det vil Candra ikke være med til,
”No, No,” og han ryster på hovedet – vil han beholde dem, er det et ja eller et nej?
Jeg ved det ikke rigtigt, men forlader stedet opløftet, for at komme tilbage to dage senere, hvor jeg ikke må betale for en kop af den udsøgte drik.
Jeg spørger ham, hvad R. står for i hans navn. Det er hans fars navn – hans familienavn.
Ramaswamy – ja, alting er anderledes end på Østerbro og ryster hovedet.
Fredag den 13.12.13
Sound Horn
Tidligt op, efter ni timers flyvning og overnatning på et hotel i Chennai tæt ved lufthavnen. En mand i hvid uniform med tilhørende kasket åbner den store dør ud til Sydindiens 25 graders varme og massiv dytten fra den kaotiske, stærkt trafikerede vej. I den lille Fiat Punto, som skal bringe mig de 200 km længere syd på, sidder en mørklødet mand, som straks kommer for at tage bagagen med om bord. Alt er anderledes end hjemme på Østerbro, chaufføren sidder i den anden side, og det virker som om, at Indiens 1,3 millarder indbyggere er samlet for at gøre kørslen mere besværlig. Bilerne suser ind og ud imellem hinanden. Køer, cykler og gående er en del af den kaotiske orden. Og da der kommer en modkørende i samme bane os, dytter Puntoen, bremser og holder tilbage, så den modkørende kan komme fordi og ned ad den vej, som han åbenlyst havde kørt forbi. Det at vende og køre mod trafikken er mere reglen end undtagelsen. Da Chennais storby- puls kun ser baglygterne fra italieneren, viser landevejen sig som et lidt mindre hektisk sted at være.
Imran med de tre hvide religiøse streger i panden skifter ikke så ofte gear med venstre hånden, men knuger den fast om rattet, så han hurtigt kan skifte bane i en glidende bevægelse. Overhaler selvom han ikke burde. Bør gearer ned for at kunne øge farten – biler kommer frontalt imod os, men han dytter eller er bare optaget af mobilen med den frie højre. Helt ud til højre og helt ud til venstre. Føreren af denne italienske blå bil er fast overbevist om, at han er herskeren over en bil med automatgear. Mine nerver er uden på tøjet, og jeg tænker, nu er det slut – så bremser de begge og konfrontationen bliver løst. Trafikken og Puntoen glider videre, Sound Horn står der bag på alle biler. For hvorfor bruge spejlene? Dyt, hvis du vil forbi. For denne vej tilhører mig, virker det som alle indere tænker. Fuldt optrukne linjer. De gælder ikke for nogen.
Efter de første 100 km holder jeg op med at følge med i trafikken, for andre større problemer end at overleve i trafikken truer min eksistens. AC virker ikke. Det løber ned ad mig. Min kortærmede skjorte kan ikke holde sveden tilbage i armhulerne. Helt ned i håndfladerne, der er godt klamme. Ryggen er smeltet sammen med bagsædet. Troede det var koldsveden, der sprang frem på panden, da skolebussen og den blå var tæt på at sende os i cirkulation i hinduens reinkarnations verden. De tre streger vender sig og ser på mig med så store brune øjne, at kronhjorten i Dyrehaven ville være misundelig, og med et blændende smil ruller de venlige ”Birdie Nam Nam-ord” ud af munden. Imrans korrekte engelsk forklarer, at den skam virkede, da vi forlod Chennai. Med en lidt spids stemme forklarer jeg, at den overhovedet ikke har virket på noget som helst tidspunkt. Demonstrativt laver jeg mit bagsæde-territorium om til en cabriolet, hvor vinden blæser dråberne fra panden, inden længe skal vinduesviskeren til mine briller aktiveres. Og med mit bedste koloniengelsk beordrer jeg den troende chauffør til at gøre det sammen.
“Yes, Master-Ji,” lyder svaret.
Hårtørreren omfavner mig varmt og blidt. Og med et veltilfreds optimistisk rejsesus bølgende igennem i min krop, lægger jeg hovedet tilbage på den lille nakkestøtte. Lukker konstaterende øjnene, for nerverne ikke kan holde til at følge med i trafikken. Tankernes flugt fra worst case-scenariet bliver afbrudt af dråber, der rammer min blege hud. Et wake-up call inden monsunens mega bruser står gennem cabrioletens åbne vinduer. Nu er jeg ikke kun våd under armene. Også bag ørene. Imram vender sig, og de hvide streger løber ned ad panden, men hans blændende tænder skær mig i øjne, sammen med hans ”hvad sagde jeg Master-Ji-udtryk”.
”Okay, Master-Ji?”
spørger Peter Sellers fra forsædet, mens han har lukket alle vinduer, sat vinduesviskeren på maks, tændt lyset, fuld tryk på aircondition og begge hænder på rattet. Styrer os igennem bilvasken i et langsommere tempo. Og jeg beslutter mig for, at master-driver ved bedre end jeg her i India.
Monsunen efterlader kaskader på vejen, der får os til føle os som børn, der cykler igennem store vandpytter om sommeren. Lyden af undervognsvask overrasker nedefra. Viskernes overarbejde er med til at føre os sikkert frem til hovedstaden i den tidligere franske koloni. At Imran ikke kan finde hotellet, og at han kræver 600 rubies mere end aftalt, fordi han tror, han kørte en omvej pga. monsunen, får mig ikke til at protestere. For han har bragt mig sikkert igennem et mylder af bevægende indere, der alle bruger hornet for at komme frem.
Mit Sound Horn forblev tavs, for jeg var kommet frem til Pondicherry.